|
Den 11. april 2017 døde
medlem nr. 1780 Ib Olsen 82 år gammel.
Ib blev medlem af Radiotelegrafistforeningen
af 1917 i 1954. Han gjorde tjeneste i skandinaviske og argentinske
skibe samt et skib registreret i Libanon i 14 år til sammen.
Arbejdede så på Kap Tobin i nordøst Grønland
i 2 år, derefter Lyngby Radio og sluttede som leder af
radiokontrollen på Reersø, hvor han var ansat i
14 år.
Ib deltog gerne i veteransammenkomsterne
for tidligere elever fra Wendelboes Radioskole samt i foreningens
veteranfrokoster. Ved disse lejligheder fik han fortalt os andre
mangt og meget fra sit temmelig farverige liv. Hele sit liv var
Ib politisk aktiv, i starten som kommunist og ved seneste kommunalvalg
stillede han op for Enhedslisten i Slagelse. I de år, han
boede i Argentina, tog han aktiv del i politisk arbejde på
den yderste venstrefløj, hvilket kunne få fatale
konsekvenser. Med nød og næppe nåede han ud
af landet i sidste øjeblik. Om hans tid i Argentina kan
man læse beretningen, som ligger på foreningshjemmesiden
www.raf1917.dk under erindringer.
Ib var et musisk menneske, og jazz-musik
var en af hans helt store interesser. Han deltog gerne i forskellige
kurser og samspils-arrangementer rundt om på højskoler
i hele landet. Han var en flittig koncertgænger ved jazzarrangementer
i nærmiljøet eller ved jazzfestivaler omkring i
landet og spillede, når lejlighed bød sig, gerne
selv med på sin akustiske guitar.
Kommunikation til omverdenen skete via
radioamatørgrejet, som han benyttede dagligt med kaldesignalet
OZ6WO. Han noterede i gæstebogen fra sommerhuset i Løkken
"Når jeg er hjemme, er jeg på 14140kHz fra kl.
2230 dansk tid. Alle spansktalende er velkomne, Argentina, Uruguay,
Brazilien, Sverige og Danmark"
Ib var et stort naturmenneske, der her
fandt kræfter til at overvinde diverse legemlige skavanker.
Og han og hustru Eva nød at holde fri i telegrafistforeningens
gode sommerhuse. Optegnelserne i husenes gæstebøger
giver indtryk af glæden ved at opholde sig der - Evas mange
fine betragtninger smukt illustreret med hendes meget fine blomstertegninger
og Ibs mere faktuelle bemærkninger. Ib var jo en søens
mand, og han både svømmede, surfede og roede i havkajak.
For 10 år siden fik han problemer med hjertet, og noterer
da i gæstebogen: "I min lægejournal står
der "Mærkeligt at patienten kan ro 30 km i havkajak,
men har svært ved at gå 3 km - ja, livet er gådefuldt".
Han slutter indlægget således: "Håber
atter at kunne komme til Grønhøj Strand - måske
til næste år. Ellers må jeg som Pablo Neruda
slutte med at sige: "yo sé que ha vivido".
Ib har sat sig gode spor, og han vil blive
savnet i kredsen af veteraner.
Æret være Ibs minde.
Jan Preisler
|
|
|